Stop
Israels ulovlige bosættelser
Skriv under nu og kræv, at regeringen handler.
Israels bosættelser er byer bygget på besat palæstinensisk land. Alligevel vokser de dag for dag, og der bor nu over 700.000 bosættere i mere end 371 ulovlige byer og ’udposter’ under militærbeskyttelse på Vestbredden og i Østjerusalem.
I årtier er palæstinensere blevet tvunget fra deres hjem, tilbageholdt og dræbt af bosættere og Israels militær - alt sammen for at stjæle mere land og gøre plads til flere bosættelser.
Folkeretten og Den Internationale Domstol siger klart, at en besættelsesmagt ikke må lade sin egen befolkning bo på det land, den besætter - samt at Israels besættelse er ulovlig. Det er også forbudt at konfiskere land for at bygge eller udvide bosættelser samt at fordrive, udøve vold mod og dræbe den lokale befolkning.
Alligevel fortsætter Israel og bosætterne deres undertrykkelse af palæstinenserne.
Når Danmark tillader Israels tilsidesættelse af folkeretten og Den Internationale Domstols afgørelser, svækker det vores troværdighed som forsvarere af international lov og orden og blokerer enhver vej mod fred og lige rettigheder for både israelere og palæstinensere.
Vær en stemme for frihed,
og kræv et stop for Israels ulovlige bosættelser.
Alle taber, når international lov ikke overholdes.
Danmark bør lægge pres på Israel ved at:
- fordømme og gribe ind over for Israels ulovlige besættelse og bosættelser samt kræve palæstinensisk selvbestemmelse og varig fred.
- holde Israel ansvarlige for deres vold mod og diskrimination af palæstinenserne.
- forbyde enhver investering og økonomisk aktivitet i de ulovlige bosættelser og deres virksomheder samt arbejde for, at EU suspenderer handelsaftalen med Israel.
- kræve, at Israel overholder international lov ved at afmontere deres bosættelser, giver stjålen jord tilbage og beskytter palæstinensernes grundlæggende rettigheder - ikke mindst retten til liv.
Israelske bosættelser er bygget på palæstinensisk land og er erklæret ulovlige af FN og Den Internationale Domstol. Der bor over 700.000 bosættere i mere end 147 byer og 224 ’udposter’ på Vestbredden og i Østjerusalem.
‘Udposter’ er uofficielle bebyggelser, bosætterne laver, når de vil etablere en ny by på stjålen, palæstinensisk land. Især udposterne er i stand til hurtigt at annektere store landområder og er i høj grad forbundet til vold og chikane af de palæstinensiske lokalsamfund.
I mere end et halvt århundrede er palæstinenserne blevet vilkårligt tilbageholdt, tvangsforflyttet, angrebet og dræbt af bosættere og det israelske militær.
Bosættelserne og deres beboere lever under det israelske militærs beskyttelse. De har deres egne veje og gader, som palæstinenserne ikke må bruge. Palæstinensere holdes på afstand, og deres bevægelighed og liv domineres af et undertrykkende ID-system, check-points, pigtråd, flere meter høje separationsmure og svært bevæbnede soldater. Bosætterne kontrollerer alle naturlige ressourcer og bygger nye byer ved voldeligt at tvinge palæstinensere væk fra deres jord og hjem. De udnytter palæstinensernes arbejdskraft til at skabe mere velstand for sig selv, mens over halvdelen af palæstinenserne lever i fattigdom.
Siden oktober 2023 er der registreret over 1600 bosætterangreb, hvor palæstinensiske børn og voksne fik destrueret deres huse, ødelagt deres oliventræer og anden ejendom, eller blev fordrevet fra deres land. Næsten 1000 er blevet dræbt af enten bosættere og soldater, over 15.000 er blevet såret, mens mere end 10.000 palæstinensiske voksne og børn fra Vestbredden og Østjerusalem sidder fængslet - mange af dem uden formelle anklager eller rettergang.
Det er langt fra nyt, men det er værre end nogensinde før.
Gennem investeringer og samarbejde med virksomheder i bosættelserne er Danmark med til at fastholde og legitimere Israels ulovlige besættelse og de konsekvenser, den medfører.
Danske regioner og kommuner har investeret mindst 17 millioner kroner i virksomheder, der opererer i Israels ulovlige bosættelser. Danske pensionskasser investerer også i virksomheder, der er aktive i israelske bosættelser. Selvom flere pensionskasser så sent som i 2024 valgte at ekskludere flere af de værste selskaber, fortsætter de med at investere i en række firmaer, der er aktive i bosættelserne.
Investeringerne bidrager til menneskerettighedskrænkelser og kan være et brud på Danmarks juridisk forpligtelse til hverken at finansiere eller tillade sådanne krænkelser og brud på international lov.
Danmark kan også bruge sit EU-medlemskab til at suspendere EU’s handelsaftaler med Israel. EU importerer årligt varer fra ulovlige israelske bosættelser for over 300 millioner euro - varer, som også ender i Danmark og ofte ikke er tydeligt deklareret således for dig som forbruger, hvilket strider mod handelsaftalerne.
Desuden eksporterer Danmark våben til Israel, hvilket både direkte og indirekte støtter Israels militær, sårer og dræber civile palæstinensere og bidrager til opretholdelsen af de ulovlige bosættelser.
Palæstina er et geografisk og historisk område, hvor palæstinenserne har levet og boet i årtusinder. Efter oprettelsen af Israel i 1948 har de fleste palæstinensere levet under besættelse og som flygtninge i både diasporaen, i eget hjem og på egen jord. Under Seksdageskrigen i 1967 kom Vestbredden, Østjerusalem og Gaza under israelsk besættelse, som er erklæret ulovlig af Den Internationale Domstol og det internationale samfund.
Oxfam har arbejdet i Palæstina siden 1950'erne med forskellige former for nødhjælps- og udviklingsindsatser og er i dag til stede på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza.
Foruden vores massive humanitære indsats i Gaza støtter vi unge palæstinensere i de mest udsatte områder, så de kan blive økonomisk uafhængige af bosættelserne og styrke den lokale sammenhængskraft og økonomi. Vores projekter fokuserer blandt andet på teknisk træning, så unge og kvinder kan få et job, samt på finansiel startup-støtte til at starte egne virksomheder inden for den grønne sektor. Vi støtter desuden lokale virksomheder og tusindvis af landmænd med at forbedre produktiviteten, kvaliteten og eksporten af olivenolie i Palæstina.
I både Danmark, EU og på internationalt niveau kæmper vi for at alle overholder folkeretten og menneskerettighederne.
Oxfam Danmark kæmper for en lige og retfærdig verden for alle, og derfor kan vi ikke se stille til, mens et helt folks rettigheder og liv bliver taget fra dem.